I 2017 modtog tre amerikanske kronobiologer, Jeffrey C. Hall, Michael Rosbash og Michael W. Young, Nobelprisen i Medicin for deres opdagelser af de molekylære mekanismer, som styrer menneskets døgnrytme.

Lad os se nærmere dette indre ur og på de rytmer, som det skaber. Overordnet kan man tale om to arketyper: tidlige kronotyper, som går tidligt i seng og står tidligt op, samt sene kronotyper, som går sent i seng og står sent op. Vi kunne også kalde en tidlig kronotype for et A-menneske og en sen kronotype for et B-menneske. Betegnelserne ”A-mennesker” og ”B-mennesker” har været en del af det danske sprog siden 1930’erne.

Du er født med et indre biologisk ur, et masterur, som sidder i den del af hjernen, der kaldes hypothalamus. Masteruret kaldes også den suprachiasmatiske kerne eller forkortet SCN – og består af cirka 20.000 nerveceller. Det er variationer i menneskets gener, der gør, at vi sover og er vågne på forskellige tidspunkter af døgnet. Din døgnrytme er derfor ikke noget, du vælger. Nogle mennesker falder tidligt i søvn og står tidligt op, mens andre falder senere i søvn og står senere op. Du er genetisk disponeret for at være enten morgenfrisk eller aftenfrisk.

Kroppen består af 30 milliarder celler, fordelt på organer og væv. Og hver eneste af disse celler indeholder et biologisk ur. Alle cellernes ure ledes af ét masterur, SCN, som findes i hjernen. SCN er lokaliseret i den del af hjernen, der kaldes hypothalamus. Og hypothalamus, den del finder man nederst i mellemhjernen; den styrer overordnet nogle funktioner i kroppen, som vi normalt ikke bevidste om, men som har en kæmpe betydning for os og den måde, vi lever på.

I løbet af et døgn regulerer SCN den rytme, vi har for alle de grundlæggende processer i kroppen: hvornår vi sover og vågner, vores fordøjelse, kropstemperatur, blodtryk, stofskifte, vores kognitive funktioner og hormonelle balance. Biologi er kendetegnet ved variation. Nogle mennesker er over to meter høje, mens andre er 1,6 meter. Nogle mennesker har små fødder. Andre store fødder. På samme måde er det med vores indre biologiske ur. Nogle mennesker har et indre ur, der går hurtigt, mens andre mennesker har et indre ur, der går langsomt. Nogle mennesker falder tidligt i søvn og står tidligt op, mens andre falder senere i søvn og står senere op.

For at kunne tilpasse sig til Jordens rotation omkring solen har det biologiske ur en særlig synkroniseringsmekanisme. SCN har brug for signaler uden for kroppen for dagligt at kunne tilpasse sin cyklus. Uden disse synkroniseringssignaler ville det indre biologiske ur gradvist afvige – mere og mere for hver dag – fra omgivelsernes dag og nat-rytme.

Det vigtigste synkroniseringssignal er dagslys. Hos pattedyr opfattes lyset gennem særlige lysreceptorceller, som sidder bag på øjet. Når sollyset rammer øjet, sender såkaldte gangliaceller – via særlige baner i synsnerven – besked til SCN. Og SCN får herefter den lille koglekirtel i hjernen til at stoppe udskillelsen af søvnhormonet melatonin. Kontrasten mellem lys og mørke har stor betydning for synkroniseringen af vores indre ur til Jordens rotation omkring solen.